fredag den 30. april 2010

Hjemme-hygge

I går aftes kom mine forældre på besøg til varme hveder og så havde min mor taget sin symaskine med, som jeg har fået lov til at låne. Jeg kunne slet ikke vente med at komme i gang med at prøve at sy et eller andet, så jeg syede lige en ugle-svampe-rangle med en bjælde inden i til Noah.
Jeg glæder mig allerede til få tid til at sy mere...
I dag har Morten stort set arbejdet på kontoret hele dagen - så børnene og jeg har hygget os og slappet af med det vi nu havde lyst til.
Mens de små sov i barnevognene gik Freja og jeg i haven, for at plante de nyindkøbte sommerblomster ud i altankasserne ved legehuset. Freja plantede helt selv, hun er bare SÅ dygtig :)
Noah har gynget på sansegyngen i stuen...
I går var vi på biblioteket, hvor vi lånte dvd'en "Nat på museet".
Daniel og Freja besluttede, at vi skulle have en hygge-film-aften i aften og de ville lave maden!
De valgte, at vi skulle have lasagne og pandekager til dessert, så da vi havde været nede at handle ind, gik de i gang. Det blev en super lækker lasagne som hele familien spiste sammen til disney sjov og da de små var blevet puttet spiste vi pandekagerne med is til filmen. :)

torsdag den 29. april 2010

Min dejlige "blomsterpige"

Jeg har i eftermiddag været ude på naturskolen ved Hald Hovedgård, hvor Daniels klasse har "hyttetur" med overnatning i shelters. Derfor blev Freja hentet sent i børnehaven og lige netop i dag, var det ikke så godt. Freja havde ventet og ventet og ventet på at jeg skulle komme, selvom hun godt vidste, at jeg først ville komme kl. 16.00. Men en af hendes bedste veninder havde fortalt hende, at hun om morgenen havde puttet et brev i vores postkasse til Freja og det brev har Freja så gået og glædet sig til at åbne hele dagen :)
Her åbner en spændt Freja postkassen...
Og finder denne fine pose med et MEGET sødt brev i, som veninden selv har skrevet. Der står: "Du er en sød ven. Vil du med mig hjem fra børnehave" - Hold da op, hvor blev Freja glad, det varmer helt ned i maven at få sådan et brev! Hun løb med det samme ned til veninden for at sige tak og de aftalte, at Freja skal med hende hjem i morgen :)
Morten overnatter i shelters sammen med Daniel, så Freja, Silje, Noah og jeg gik lige en lille eftermiddagstur ned til Rema. De havde de sødeste lyserøde/pink nelliker, som passer lige til de nye altankasser som jeg har købt til legehuset. Og en skøn lilla sommerfuglelavendel til en krukke ved legehuset, som forhåbentlig vil tiltrække en masse smukke sommerfugle :)
Freja fandt en lille vogn og kørte stolt rundt med alle sine fine blomster, som hun glæder sig til at plante ud på fredag - for i morgen skal hun jo på legebesøg ;)

mandag den 26. april 2010

Dejlig søndag eftermiddag i Undallslund Skov

Søndag startede med at jeg var ude at løbe kl 9.00 med løbeklubben. Vi løb en rute på næsten 7 km og denne gang løb jeg hele vejen, selvom det indimellem var lidt fristende at gå lidt - men så sendte jeg lige min seje svigermor en tanke, hun løb nemlig Hamborg Marathon i går, og så fik jeg lige lidt fornyet energi :)

Ellers gik dagen med hygge i haven, for det var bare fantastisk vejr!!! Daniel elsker at læse, så han fandt et tæppe frem og lagde sig på græsset med en god bog fra serien, Elverdronningens Riddere, som han læser i øjeblikket. Han er vild med at læse fantasy-bøger, så vi søger på nettet efter gode bøger i genren og så låner vi dem på biblioteket.


Ved 14-tiden cyklede Morten ned på stadion for at se fodbold og de 2 små sov i barnevognene.

Freja havde om tirsdagen været på bus-tur med børnehaven til Undallslund og de havde ikke haft brød med til ænderne, som havde været sultne. Så Freja og jeg blev enige om, at vi da måtte ud at besøge ænderne og give dem lidt brød. Vi gik i gang med at bage vores totale-yndlings-chokolade-muffins og da Morten kom hjem fra bold kørte hele familien til Undallslund.

Det var bare SÅ skønt derude!!! Der var lidt ænder som gerne ville have vores brød - de svømmede rundt i par og nogle kom helt op til os på land.


Da vi havde fodret ænderne gik vi en tur rundt om søen og hen til området med den store bakke, hvor der i en storm i 2005 væltede en helt masse træer og i dag er der bare græs. Nogle af de store stammer fra de væltede træer er blevet lagt på jorden på kryds og tværs, så der kan leges fangeleg på dem. Andre er stillet ved siden af hinanden, så de danner en slange af træstubbe i forskellige højder, som man kan gå på.


De medbragte muffins blev nydt inden vi gik videre til skovbørnehavens legeplads, hvor Daniel, Freja og Morten havde grankogle-kamp og fægtede med pinde.


Silje hyggede sig i legehusene og fandt en lille træstub, som hun kunne stille sig op på og hoppe ned fra igen og igen og igen :)

søndag den 25. april 2010

På krea-shopping i Århus

I går besøgte Noah og jeg min elskede lillesøster, som bor i det skønne Latinerkvarter i Århus C. Vi havde en super hyggelig dag, hvor jeg fik shoppet en masse lækre krea-ting. Vi var blandt andet i Box de Lux, WOW, for en lækker butik!!! Jeg kunne have købt SÅ meget derinde, men formåede at holde mig til kun at købe det jeg kom efter, nemlig Rie Elise Larsen papir.

Og så fik jeg denne store fantastiske lilla pose til at bære mit papir hjem i - Måske var det fordi jeg roste deres butik sådan, at jeg fik posen, for jeg så ikke andre der forlod butikken med en lignende, bare lige et godt råd hvis I kommer derind ;)


I Tiger købte jeg, for 10 kroner, en stor pose med elastikker i forskellige størrelser og farver. De mindste størrelser passer lige til at sætte omkring en rulle papir, så nu pynter papirrullerne i min gamle "sommer-strand-taske".

Jeg har besluttet mig for, at jeg vil prøve at lære at sy og i den forbindelse var vi også lige en tur i Stof 2000. Jeg vil rigtig gerne sy nederdele til mine 2 piger, så jeg købte dette lækre uglestof, mørke lilla rib og pink kantebånd.

Jeg har også planer om at sy et patchwork sengetæppe til Noah, så jeg købte lidt sødt drengestof til det. Så mangler jeg bare at låne min mors symaskine, finde ud af noget med mønster til nederdel - og så skal jeg lige have fundet noget mere stof til tæppet :)
Torsdag aften pyntede jeg disse bloklys med mønsteret fra kokeshi servietterne fra Tiger. Idéen har jeg fået fra Karen Klarbæks Verden. Jeg synes de er blevet ret søde og pynter fint i køkkenvinduet.
Trods det dejlige vejr i dag, har jeg faktisk ikke været udenfor - kun for at hænge vasketøj op... For i dag har jeg gjort rent i hele huset - det var godt nok også tiltrængt!!! Der er blevet ryddet op, tørret støv af, støvsuget og vasket gulv, og så er der blevet vasket 6 maskinfulde tøj, som også skulle hænges op og lægges sammen.
Selvom jeg MEGET hellere ville have været ude og nyde solen sammen med mine børn, så var rengøringen en nødvendighed og hvor er det dejligt at det nu er gjort, for i morgen kan jeg så nyde det - forhåbentlig - ligeså dejlige vejr :)
Silje synes åbenbart også at det var enormt kedeligt at mor sådan havde rengøringsvanvid, for da jeg lagde støvsugeren for at sætte endnu en vask over og hænge den foregående op, mødte dette dejlige og sjældne syn mig, da jeg igen kom ind i køkkenet til min støvsuger :)

I aften var den store aften, hvor Mikkel Kessler skulle bokse "sit livs kamp" ;)
Mortens søster, hendes mand og deres 3 dejlige drenge (10 år, 8 år og 13 mdr) kom på besøg, så vi kunne se kampen sammen. Vi havde som altid en hyggelig aften - og ungerne nød det i fulde drag. Her er et billede af Silje og lille fætter Magnus som leger sammen. Magnus kan endnu ikke gå, men kravler livligt rundt i hele huset - og pludselig havde vi 2 kravlebørn i huset, for så kravlede Silje selvfølgelig ligesom Magnus :) (godt jeg havde fået vasket gulvet :)







torsdag den 22. april 2010

Så blev det til en ugle :)

Selvom Noah nu sover igennem, så er det begrænset hvor meget mere søvn jeg får, for jeg er simpelthen for dårlig til at komme i seng...
Jeg nyder de timer jeg har helt for mig selv om aftenen når resten af familien sover. I går sad jeg oppe til kl. 02.00, for jeg skulle lige lave et fugleophæng til min søster, som hun skal have når jeg besøger hende i Århus i morgen. Bagefter kunne jeg ikke lade være med at begynde på at lave den ugle som jeg så længe gerne har villet lave - igen en kopi af Rie Elise Larsens ophæng. Da jeg først var kommet igang kunne jeg ikke stoppe igen, før jeg var helt færdig. Nu hænger den i mit køkkenvindue, så jeg kan nyde den :)


Når jeg nu ikke får så meget søvn om natten - på trods af at min baby sover igennem - burde jeg jo nok tage en lur midt på dagen, men det har jeg da overhovedet ikke tid til :)

Torsdag er Viborg-dag, hvor Noah og jeg er til babysvømning. Bilen la'r vi blive hjemme og tager toget. Det tager kun 7 minutter og svømmehallen ligger lige ved siden af banegården. Det bedste ved at tage toget er, at så kan Noah sove i sin barnevogn og få sig en god lang lur mens jeg shopper rundt i butikker inden babysvømningen starter kl. 12.00... Når vi så er færdige med at svømme, kan Noah sove i barnevognen under hele hjemturen - det kan ikke være nemmere!!!
I dag fik jeg købt lækkert papir fra Rice i Continental og denne skønne Babushka æske købte jeg i Søstrene Grene.
De andre gange vi har været til babysvømning har Noah været ret ked af det og har slet ikke synes at det var sjovt, men jeg har været vedholdende og det har nu givet pote. For i dag gik det bare SÅ godt! Noah var godt tilpas både i badet, i bassinet og efterfølgende i omklædningen - det var en stor fornøjelse at se ham smile og pludre mens vi svømmede - virkelig kvalitetstid der vil noget!!!

Og sidst, men ikke mindst, var det dagen hvor vores Silje-pige, i en alder af 1 år og 10 mdr, for første gang har haft et spænde i håret hele dagen - storesøster var noget senere til at få hår og havde først spænde i da hun var 2 år og 7 mdr.






tirsdag den 20. april 2010

Endelig kom jeg i gang.... :)

Jeg har længe været forelsket i Rie Elise Larsens fugle/ugle-ophæng, men har egentlig været lidt for nærig til at bestille dem hjem via nettet pga portoen (jeg har nemlig ikke set dem i nogen butikker). Så kom jeg til at tænke på, at jeg måske kunne lave nogen selv og prøvede at søge på nettet efter en skabelon - Og det var faktisk i den forbindelse at jeg kom til at stifte bekendtskab med blogverdenen, da min Google-søgning ledte mig til nogle af de bloggere der selv har kreeret fugle-ophæng.

Rakel har en fin beskrivelse og billeder af hvordan hun har lavet sine fugle, så nu manglede jeg bare papiret, som jeg både er for nærig til at betale porto for, men egentlig også gerne vil se og røre ved inden jeg køber - sådan har jeg det faktisk med mange ting, hvilket gør det svært for mig at købe via nettet.

I går var Siljes dagplejemor syg, så Silje var hjemme hos mig. Da vi afleverede Freja i børnehaven mødte vi Camilla og vi blev enige om, at Silje og jeg skulle komme på hygge-visit hos hende og Alma, så jeg kunne se hvad hun sysler med af kreative ting.


Det var bare rigtig hyggeligt og pigerne havde meget ud af at lege/være sammen. Silje er jo vant til at være sammen med tre store drenge i dagplejen, så det var helt dejligt at se hende sammen med en pige på hendes egen alder (der er kun 9 dages forskel på de to).

Det var meget inspirende at se alt det Camilla har og så var hun så sød at give mig nogle stykker af hendes flotte Rie Elise Larsen papir samt en lille fugl som hun selv har lavet så jeg kunne se skabelonen, 1000 tak Camilla!!! :)
(Jeg skal til Århus på fredag, så der vil jeg købe noget lækkert papir, så kan Camilla få noget af mig).


Det kriblede helt i fingrene på mig for at komme i gang med at klippe/klistre, så heldigvis passede det med at Noah var faldet i søvn i barnevognen mens vi gik hjem og det var også blevet tid til at Silje skulle sove. Så jeg fik lige et par timers krea-tid mens mine små sov i hver deres barnevogn på terrassen.

Her er resultatet, som jeg er meget glad for!!! Det ene ophæng hænger i vinduet ved siden af vores entré-dør og det andet pynter i vinduet på Mortens kontor :o)



Jeg blev ikke helt færdig om eftermiddagen, men fortsatte om aftenen kl. 20.30 da jeg havde puttet alle mine børn :o)

Noah plejer at vågne ved 23-tiden for at få sin vælling, så jeg venter altid med at gå i seng til han har fået den, for så passer det med, at jeg kun skal op én gang mere i løbet af natten for at give ham en flaske.

Men da klokken blev 00.30 var han ikke vågnet endnu, og da havde jeg lige fået lavet ophæng nummer 2 færdig. Jeg blev enig med mig selv om at jeg nok hellere måtte gå i seng, selvom jeg egentlig godt kunne have fortsat med måske at lave en ugle - nu var jeg jo lige så godt i gang ;)

Men jeg gik i seng og sov indtil kl 07.00 hvor vækkeuret ringede - det kan nok være at jeg fløj op for at kigge til Noah om han nu også træk vejret og det gjorde han da heldigvis :)

Så det var altså første gang Noah sov igennem, 10½ time, han er bare 4½ måned, så det er da fantastisk!!!! Nu håber jeg bare at det er noget han vil fortsætte med og at det ikke bare er en "éngangsforestilling" :)

søndag den 18. april 2010

Øko-køerne kom på græs...

Søndagen startede med at jeg som sædvanlig var ude at løbe med løbeklubben. Jeg har fuldt et walk and run hold, som fulgte iform.dk's løbeprogram "0-5 km på 10 uger". Sidste søndag nåede vi så målet med de 5 km, så i dag var den første dag jeg skulle prøve at følge med "løbeholdet". Ruten var 6,3 km og jeg klarede det (selvom jeg lige måtte gå 100 meter for at få pusten), så jeg er ret stolt af mig selv og glæder mig allerede til løb på tirsdag :o)


I dag var så dagen for den årlige øko-dag, hvor øko-køerne skulle på græs efter en laaaaang vinter i stalden. Først kunne vi lige nå en tur i stalden, for at hilse på de søde køer.


Det er første gang Silje ser en ko tæt på, så hun synes det var meget spændende og var egentlig ret modig!!!Silje synes den lille kalv var rigtig sød og så havde den sit eget lille hus, hvor den kunne sove.

Se alle de store køer!!!


Selv den store ko skulle Silje lige røre ved :)
Freja skulle lige tage mod til sig før hun turde røre ved koen - den har jo en ret våd mule og prinsessen synes altså at det er ulækkert!!! :)
Så blev stalddøren åbnet og den første ko er ude i det fri og hold da op hvor var de glade :)
(se videoen nederst)


Da køerne havde været ude på marken lidt, kom de pludselig gående tilbage... Det var som om de ville sige: "Nu har I kigget på os, så nu er det vores tur til at kigge på jer". Det så ret sjovt ud som de bare stod stille og gloede på os :)

Da "det store show" var overstået blev den medbragte mad nydt i selskab med Camilla og hendes familie.

Tilføj billede


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...